Smalbladet klokke (og alle de andre slags klokker) er en skøn, spiselig urt, som vokser vildt i den danske natur. Både de aflange blade og de store, hvide eller lilla klokkeformede blomster er spiselige, og smager skønt og sprødt og mildt af frisk salat. Bladene er bedst fra de spirer frem i det tidlige forår og frem til blomsterne springer ud, men kan sagtens spises resten af året også. Bladene visner ikke hen om vinteren, men bliver blot lidt grovere i smagen og strukturen, og kan med fordel puttes i tilberedte retter.
Smalbladet klokke er uproblematisk at dyrke. De formerer sig med korte udløbere fra rodnettet og med frø. En sjov (men logisk for dem, der hørte efter i biologitimerne🤷♀️) detalje er, at de rodformerede planter får samme blomsterfarve som moderplanten, mens de frøformerede bliver enten lilla (blå) eller hvide. Klokkeblomster danner helt utrolig mange bittesmå frø, og selvsår gerne, men skulle de dukke op på uønskede steder, er de nemme at fjerne igen (og selvfølgelig give til en god ven), især det første år, hvor de vokser meget langsomt.
Insekterne er vilde med de smukke klokkeformede blomster, og det er jo helt fantastisk at de både kan pynte i haven og gøre nytte på samme tid. Blomsterne er derudover også super velegnede til at pynte mad og kager, fordi de er store, smukke og smager mildt - dog kan det nogle gange være lidt besværligt at lokke diverse krible-krable ud af blomsterne...