Bibernelle er en sand forårsbebuder i den spiselige have, da den skyder nye friske blade så snart frosten går væk og solen titter frem. Medmindre vinteren er virkelig streng, står bibernelle grøn hele vinteren, og dernede mellem de lidt trætte blade fra sidste år, skyder de små, krøllede og forårsgrønne blade frem - lige til at plukke allerede i marts måned.
Bibernelle er en flerårig urt, som er virkelig nem at dyrke. Du sår den direkte i haven i foråret/forsommeren, og så kører resten af sig selv. Det første år danne den en bladroset af dens karakteristiske bregneagtige blade, og efterfølgende år dukker de rødlige blomster op. Både løvet og især blomsterne vokser i en skøn uordentlighed, som om den gerne vil minde os om, at snorlige rækker og pæne kanter er noget mennesket har fundet på, for at kontrollere naturen - og den galej har bibernellen ligesom bare hævet sig over. Vær opmærksom på, at bibernelle rigtig gerne vil så sig selv, så pluk blomsterne i tide eller hold øje med de små førsteårsplanter mens de stadig er nemme at fjerne.
Bibernelle bliver omkring 20 cm høj i løvet alene og ca 40 cm når den er i blomst. Den vokser lidt som en halvkugle, og dækker jorden fint i en cirkel på størrelse med en tallerken. De ældste blade lader den løbende visne bort nede under de friske blade. Hvis du er plaget af snegle, kan det være en god ide at kigge under bibernelle planterne - det er et godt og mørkt gemmested.
Bibernelle har en mild, men lidt bitter smag af agurkeskræl. Ikke på den der ‘fedt, nu har vi frisk agurk hele året’ agtige måde, men mere som en tone af noget agurk. Bitterheden synes jeg dog gør, at bibernelle fungerer bedst i begrænsede mængder som krydderurt eller som et mindre indslag i forårssalaten. Det er de friske små forårsblade, der endnu ikke har foldet sig helt ud, der er interessante at spise. Ikke mindst fordi de er noget af det allerførste spiselige, du kan plukke i haven ovenpå vinteren mørke. Senere på foråret synes jeg, at bitterheden bliver dominerende, hvilket er en stopklods for de fleste af os. Men vores smagsløg er jo forskellige, så prøv dig frem. Det siges, at beskæring senere på foråret eller i løbet af sommeren får bibernellen til at skyde masser af nye friske blade, og det er sådan set også rigtigt nok, men bitterheden forsvinder ikke af den grund, så nyd forårsbladene i maden, og lad insekterne komme til resten af sæsonen.